Spørgsmål & svar

Hvis du vil købe edb/elektronik i Tyskland kan der hurtigt opstå nogle spørgsmål –  herunder er de mest almindelige.

Kan man spare penge på alt elektronik?
Som tommelfingerregel kan du spare penge på 3 ud af 5 varer købt i Tyskland kontra Danmark. Flest penge er der at spare på de avancerede mærkevarer, mindst sparer du på “no-name” produkter. Er du f.eks. på udkig efter en dvd-afspiller i 500 kroners klassen, kan det ikke betale sig at sende dette produkt fra Tyskland.

Hvad med garanti og reklamationsret?
Ifølge tysk lov skal butikker yde 6 måneders garanti. Dog vælger mange butikker at udvide denne garanti til f.eks. 24 måneder. Andre butikker vælger at yde f.eks. 2 års garanti på nogle produkter og 5 års garanti på andre produkter.Skulle du mod forventning få brug for garantien på dit produkt købt i Tyskland, er der heldigvis mange løsningsmuligheder. Ofte har det produkt man har købt, en såkaldt Europa-garanti. Europa-garanti betyder, at du kan få et produkt købt i ét EU-land byttet eller repareret i et andet. Du kan således i mange tilfælde indlevere dit produkt hos en dansk reparatør, som er godkendt af producenten. 

Er der ikke Europa-garanti, returnerer du blot produktet til forhandleren i Tyskland. Normal praksis er, at du selv betaler transporten derned, mens den tyske forhandler betaler retur-porto. Udover din kvittering, er det en rigtig god idé også at gemme den originale emballage, så længe du stadig har garanti, da det er den optimale indpakning.

Har jeg returret?
Ja, du har altid 14 dages returret og du behøver ikke begrunde et evt. ønske om returnering. De 14 dage regnes fra den dag du modtager din forsendelse. Den vare du returnerer skal naturligvis være i ubeskadiget tilstand og original indpakning. Bemærk dog, at der sædvanligvis ikke ydes ikke returret på lette forbrugsvarer såsom batterier, disketter, videobånd mv.

Kan man købe pr. efterkrav?
Ja, nogle leverandøren tilbyder dette. De udbeder sig ofte dokumentation for, at du er den du giver dig ud for at være (typisk i form af kopi af kørekort/sygesikringsbevis). Dette gør e, da de har store omkostninger forbundet med pakker der ikke bliver afhentet i DK. Ved køb pr. efterkrav skal du være opmærksom på, at der påløber en del omkostninger til det tyske postvæsen for at sende pr. efterkrav. Derudover beregner Post Danmark sig også et gebyr for at modtage penge samt overføre disse til den tyske forhandler (125 kr.). I takt med at disse omkostninger løber på, reduceres din besparelse selvfølgelig. Det er derfor en god ide, at du betaler med kreditkort eller via bankoverførsel, medmindre du vil dele din besparelse med det danske og tyske postvæsen.

Hvad koster forsendelsen?
Det er ikke muligt at oplyse en fast forsendelsespris, da den afhænger af forhandleren, produktet der skal sendes, samt om produktet skal sendes som express eller standard. Nogle forhandlere har vejledende portoprisen, som du vil kunne se hos den enkelte butik. Hvis der ikke er opgivet nogen priser, kan du ved at kontakte forhandleren få den oplyst.

Skal man kunne Tysk til UG?
Nej, langt de fleste tyske forhandlere kan tale engelsk eller som minimum besvare en mail på engelsk.

Skal jeg betale dansk moms & afgift?
Når du køber f.eks. et TV, digitalkamera, computerudstyr, bilstereo eller lignende elektronik i Tyskland med tysk moms (16%), kommer der ikke yderligere moms på beløbet, selvom du bestiller det hjem til Danmark. Der er heller ikke afgifter på de nævnte produkter.

Dog skal du være opmærksom på, at nogle varer er belagt med punktafgift i Danmark. Mest kendt er selvfølgelig spiritus og cigaretter, men også blanke videobånd er eksempelvis belagt med punktafgift.

Vil du vide om der skal betales dansk punktafgift på den vare du ønsker at købe i Tyskland, kan du forhøre dig hos Told og Skat (tlf.: 3529 7300 / mail: toldskat@toldskat.dk).

Er det sikkert at overføre penge forud?
Desværre har man i Tyskland tradition for at man skal overføre penge forud, for de varer man ønsker at bestille. Denne metode anvendes af de fleste tyske
internetbutikker. Forudbetaling ved bankoverførsel er dog ikke den optimale metode for dig som køber, hvorfor det tilrådes at bruge butikker som accepterer kreditkort. Som kunde er du langt bedre sikret hvis du har betalt med f.eks. Visa/Eurocard og din vare eksempelvis ikke dukker op. Man går ganske enkelt til sin bank og forlanger pengene ført tilbage, hvis de er blevet trukket.

Hvad gør jeg hvis der bliver problemer med en tysk forhandler?
Oplever du problemer med en tysk butik, kan du kontakte forbrugerstyrelsen i
Tyskland via  schulz@euroinfo-kehl.com – du kan skrive til dem på engelsk, de er meget servicemindede, hurtige og så er det gratis at få råd og hjælp af dem.

Om “Europagaranti” og reparation i Danmark
Opstår der mod forventning fejl på et elektronikprodukt du har købt i Tyskland, kan du få det repareret i Danmark hvis der er “Europa garanti” på produktet. Når du henvender dig til den danske reparatør, forlanger denne ofte et udfyldt/stemplet garantibevis. Garantibeviset som fulgte med fra den tyske forhandler er normalt IKKE udfyldt, hvilket skyldes at  forhandleren tilbyder 14 dages returret. Det du skal gøre i denne situation er, at bede den tyske forhandler om at udfylde dit garantibevis. Du kopierer garantibevis og kvittering for produktet og sender det originale garantibevis og kopi af faktura/kvittering for produktet til forhandleren. Herefter returnerer forhandleren det udfyldte og stemplede garantibevis, som du kan aflevere sammen med produktet hos den danske reparatør.

Jeg har ikke fået svar på mit spørgsmål eller er stadig i tvivl…
Skriv i boksen herunder, så får du normalt svar hurtigt og det er naturligvis gratis.

5 kommentarer vedrørende “Spørgsmål & svar”

  1. 1
    Af: Sisse.

    Hej.
    Vi har købt et fjernsyn i Tyskland som nu er gået i stykker for 2. gang.
    Første gang var da det var 9 måneder gammelt, og der blev det fixet her i DK, hvor vi betalte transport.
    Nu, nægter de at lave det i Danmark, selvom vi har et garantibevis med 24 måneders garanti, og de siger at garantien kun gælder 12 måneder i DK og 24 måneder i tyskland, og at vi derfor skal til Tyskland med det.
    Det forstår vi simpelthen ikke, da der på garantien står at garantien også gælder i “andre vesteuropæiske lande”.
    Kan I hjælpe os med denne problemstilling?
    (det er ikke købt over nettet, men købt og hentet af os selv, da vi har familie i Tyskland.)
    Mvh. Sisse Christensen

  2. 2
    Af: Sisse.

    ps, det er et samsung fjernsyn.

  3. 3
    Af: admin.

    Umiddelbart lyder det til at I desværre er nød til at sende det eller selv tage til Tyskland med TV’et, med mindre der specifikt står at garantien på 24 måneder gælder i DK. I kan selvfølgelig forsøge at kontakte producenten or at høre hvad “andre vesteuropæiske lande” dækker over.

    Mvh.
    – Admin

  4. 4
    Af: Leif.

    kan i oplyse prisen på odense marsippan tak

  5. 5
    Af: Scott.

    hey.

    Jag handler en del på Amazon UK men desværre sendes nogle af deres varer ikke til DK 🙁 derfor ville jeg spørge om i kendte nogle sider der opretter en bopæl for en i f.eks. england for derefter at fragte til DK uden der koster en formue?

Deltag - giv din kommentar herunder